Med sig tager CfKR sin stærke faglige forankring i det sygeplejefaglige retningslinjearbejde samt sin tilknytning til Dansk Sygepleje Selskab (DASYS) og Aalborg Universitet.
Det faglige fokus og CfKRs stærke metodekompetencer bevares og videreudvikles således i det nye organisatoriske setup. En ny fælles styregruppe, bestående af Sygeplejefaglige direktører og repræsentanter fra Professionshøjskoler og DASYS, skal samtidig sikre, at CfKRs strategiske udviklingsarbejde fortsætter med samme faglige tyngde.
- Vi ser frem til at fortsætte vores arbejde i en ny ramme, hvor vi både kan fastholde vores faglige integritet og få endnu bedre muligheder for at udvikle og implementere kliniske retningslinjer i hele sundhedsvæsenet, siger Marianne Wetendorff Nørgaard, leder af CfKR.
Sammenlægningen betyder også, at grundlaget for at understøtte det tværfaglige og tværsektorielle arbejde med kliniske retningslinjer styrkes.
Henriette Lipczak, vicedirektør i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, ser store muligheder i sammenlægningen:
- Med integration af de stærke kompetencer fra CfKR i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut får vi en endnu stærkere organisatorisk og metodisk forankring af arbejdet med kliniske retningslinjer. Det er et vigtigt skridt mod mere sammenhæng og kvalitet i sundhedsvæsenet.
Sammenlægningen træder i kraft fra 1. juli 2025.