Rådet for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut har i dag offentliggjort sin anbefaling vedrørende behandling af patienter over 40 år med vedvarende symptomer som følge af en menisklæsion.
På baggrund af en grundig analyse af klinisk effekt og sikkerhed, organisatoriske implikationer, sundhedsøkonomiske aspekter samt patientperspektivet afgav Rådet for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut i dag sin første anbefaling: Rådet i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut anbefaler ikke artroskopisk (kikkertoperation) partiel meniskresektion for patienter over 40 år, der, trods sundhedsfagligt vejledt træning i mindst tre måneder, fortsat oplevelser vedvarende symptomer som følge af menisklæsion.
Rådet vurderer, at yderligere træning kan give en sammenlignelig effekt med kirurgi, samtidig med at det reducerer sundhedsvæsenets ressourceforbrug.
- Vurderingsrapporten viser, at yderligere vejledt træning for de fleste patienter er lige så effektivt som kirurgi, og at det i langt de fleste tilfælde kan mindske behovet for operation. Dermed kan patienten undgå et unødvendigt indgreb og vi er således, på baggrund af Rådets anbefaling, med til at sikre, at patienterne får den bedste behandling baseret på den bedst tilgængelige evidens, udtaler Michael Dall, formand for Rådet for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.
Uensartet behandling og ulige adgang på tværs af landet
Analysen viser, at der på landsplan er stor variation i henvisningspraksis og finansiering af træningstilbud, hvilket kan skabe ulige adgang til behandling. Samtidig er der betydelige forskelle i, hvordan ortopædkirurger vurderer og udvælger behandling til den enkelte patient.
- Det er vigtigt, at vi får skabt en mere ensartet tilgang til behandling af menisklæsioner, så alle patienter får den mest effektive behandling – uanset hvor de bor. Derfor opfordrer vi i vores anbefaling også Dansk Ortopædisk Selskab til at indarbejde anbefalingen i en klinisk retningslinje, så vi kan sikre ensartet praksis, siger Morten Ziebell, næstformand for Rådet.
Sundhedsøkonomiske perspektiver og potentiale for mindre ressourceforbrug
De sundhedsøkonomiske analyser peger på, at hvis flere patienter gennemfører yderligere vejledt træning i stedet for operation, kan det fjerne unødvendige kirurgiske indgreb og aflaste sundhedsvæsenet.
- Vi ser et klart potentiale i at ændre behandlingspraksis, så patienter ikke gennemgår unødvendige operationer. En mere ensartet tilgang med større fokus på træning kan frigøre ressourcer, som kan komme andre patientgrupper til gavn, siger Jens Winther, direktør for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.
Patienter, der oplever låsninger og andre mekaniske symptomer kan fortsat modtage kirurgisk behandling, ligesom det er tilfældet i dag.
Læs dokumentpakken bag anbefaling fra Rådet for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut her.
Læs den fulde anbefaling fra Rådet for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut her: