Elektrokonvulsiv terapi (ECT) er en effektiv behandling mod svær depression og andre alvorlige psykiske lidelser. Men meget tyder på, at der er stor variation i både kvalitet og behandlingstilbud på tværs af landet. Det skal en ny database for ECT og neurostimulation i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut rette op på.
Neurostimulerende behandling i form af elektrokonvulsiv terapi (ECT) og transkraniel magnetisk stimulation (TMS) har i flere år været anerkendte behandlingsformer for patienter med psykiske lidelser, som ikke har haft tilstrækkelig effekt af medicinsk behandling.
Alene i Danmark gives der årligt over 20.000 behandlinger med elektrokonvulsiv terapi (ECT) – tidligere kendt som elektrochok. Det gives typisk til patienter med meget svær depression.
- Til middagsselskaber bliver jeg ofte spurgt, om vi virkelig stadig bruger den behandling. Og ja, det gør vi, fordi det er en ekstremt effektiv behandlingsform, siger overlæge Anders Jørgensen fra Psykiatrisk Center København, som sammen med overlæge Ana Lisa Carmo, Psykiatrien i Region Midtjylland udgør formandskabet i Databasen for ECT og neurostimulation.
- Effekten er på linje med penicillin til lungebetændelse, understreger Anders Jørgensen og henviser til, at der er høj evidens for, at effekten ved ECT-behandling er stor.
Udover ECT er en anden form for neurostimulerende behandling vundet frem de senere år, nemlig transkraniel magnetisk stimulation (TMS).
- TMS-behandlingen henvender sig til andre patienter end ECT. ECT tilbydes ved svær depression eller svære psykoser. TMS er en mindre effektiv behandlingsform, til gengæld har den også færre bivirkninger og tilbydes til patienter, som er mindre akut syge, forklarer Ana Lisa Carmo, som er ansvarlig for TMS-behandling i Aarhus Universitetshospital, Regionshospitalet Gødstrup og Hospitalsenhed Midt i Region Midtjylland.
Database skal styrke kvaliteten
Der findes i dag ikke et samlet nationalt overblik over ECT- og TMS-behandling i Danmark. Databasen skal bidrage med nødvendig viden, som kan understøtte mere ensartet og høj kvalitet for patienterne.
- I Danmark anvender vi generelt ofte ECT-behandlinger sammenlignet med andre lande. Det skal vi kun være glade for. Men det forpligter også: Vi skal være sikre på, at behandlingen gives til de rigtige patienter. Vi skal sørge for, at patienterne bliver undersøgt og monitoreret før og efter behandling, så vi på bedst mulig vis sikrer, at behandlingen foregår sikkert og med størst mulig kvalitet, siger Anders Jørgensen og uddyber:
- Det er præcis det, en database kan. Ved at måle på klinisk vigtige indikatorer får vi konkret viden om, hvilken behandling patienterne får på tværs af landet og ved struktureret anvendelse af Hamilton-skala, kan vi måle på behandlingens effekt.
Også på TMS-området er der stort behov for at skabe et overblik over de forskellige behandlingstilbud.
- Selvom vi har publiceret en vejledning for anvendelse af TMS, findes der mange forskellige protokoller for behandling af depression. Jeg håber, at databasen giver os et overblik over den behandling patienterne får, så vi derfra kan sætte nogle kvalitetsmål, som vi arbejder sammen om at nå, siger Ana Lisa Carmo.