Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK) etablerer en ny national klinisk kvalitetsdatabase for ECT behandling og neurostimulation. Beslutningen om etablering blev truffet af SundK’s bestyrelse i december 2024 efter en grundig afdækning blandt en bred kreds af interessenter, inklusiv patient- og pårørendeorganisationer. ECT behandling og neurostimulation blev her identificeret som områder, der kræver særlig opmærksomhed og prioritering.
Etableringen og efterfølgende udvikling og drift sker i samarbejde med Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper (DMPG), idet styregruppen for DMPG ligeledes har besluttet, at der skal etableres en DMPG til at udarbejde kliniske retningslinjer inden for samme område.
Begge initiativer bygger på et fælles ønske om at styrke kvaliteten i patientforløb for børn/unge og voksne, hvor ECT behandling og neurostimulation indgår som led i behandlingen – et område, hvor der er identificeret kliniske udfordringer og tværregionale variationer i henvisning, behandling og opfølgning af patienterne.
Databasen og retningslinjerne skal i samspil bidrage til en mere ensartet, evidensbaseret og sammenhængende indsats for patienter, der modtager ECT behandling og neurostimulation på tværs af landet.
Etableringsprocessen forventes at stække sig fra vinteren 2025 – efteråret/vinteren 2026.
Formandskab
Anders Jørgensen
Overlæge, ph.d.
Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center København
Ana Lisa Carmo
Overlæge
Klinik for ECT OG TMS - Psykiatrien i Region Midtjylland