Den nye mulighed for organdonation efter cirkulatorisk død medfører ændringer i Organdonationsdatabasen, således databasen fremover kan indeholde data for både organdonation efter cirkulatorisk død og hjernedød.
Dansk Center for Organdonation har orienteret de indberettende enheder, intensivafdelingerne om ændringerne og bedt dem tage et nyt registreringsskema i brug ved årsskiftet 1. januar 2025. Det nye registreringsskema er sendt til intensivafdelingerne og kan også tilgås her.
Der er oprettet nye SKS koder til indberetning af organdonation efter cirkulatorisk død. Koderne er med i SKS opdateringen 1. januar 2025.
Flere intensivafdelinger anvender en elektronisk version af registreringsskemaet. Denne skal udskiftes med den nye version af skemaet.
I Østdanmark vil den elektroniske version af registreringsskemaet i Sundhedsplatformen være opdateret den 17. januar 2025. Status i øvrige regioner er endnu ukendt.
Idet ændringen medfører et øget antal indberetninger til databasen vil ændringen senere på måneden blive sendt i en ’smal’ høring i regionerne. Høringen kommer dermed lidt på bagkant af ændringen, fordi vi har afventet stillingtagen til fortsat drift i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK), inden vi har kunnet forberede en høring. Det har dog ikke skullet forhindre klinikken i registrering af organdonation efter cirkulatorisk død i Landspatientregistret (LPR), hvorfor SKS-koder og registreringsskema allerede er bredt ud.
Kontakt databasens kontaktperson Julie Andersen, juland@sundk.dk eller hospitalets SundK-kontaktperson hvis du har spørgsmål.