Baggrund
Den 24. maj 2025 blev Kræftplan V (KPV) fremlagt af regeringen. Ifølge udmøntningsaftalen for KPV mellem regeringen og Danske Regioner blev Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK) udpeget til at forestå arbejdet med at udvikle og etablere en klinisk kvalitetsdatabase for tidlig opsporing af kræft og diagnostisk pakkeforløb.
Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK) iværksatte derfor et arbejde med at kortlægge området for tidlig opsporing af kræft og diagnostiske pakkeforløb med fokus på muligheder og udfordringer ift. at etablere en klinisk kvalitetsdatabase for området, samt beskrive mulige modeller for en database for området.
Kortlægningen, en proces der foregik fra efteråret 2025 til maj 2026, har taget udgangspunkt i litteratur, dialog med relevante parter, deltagelse ved netværksmøder, eksplorative dataopgørelser samt en afsluttende workshop med formål at bringe interessenter sammen og i fællesskab skabe et udgangspunkt for etableringen af en database for området.
Databasen er nu ved at blive etableret og forventes i drift ultimo 2027. Herunder ses overordnet tidsplan for etableringen af databasen.
• Juni-sept. 2026: Udpegning til styregruppe
• Nov. 2026: Opstartsmøde i databasens styregruppe
• Q4 2026 - Q2 2027: Specifikation af indikatorer og variable
• Ultimo Q2 2027: Dataspecifikation sendes i høring
• Q3-Q4 2027 Teknisk opsætning af database
• Ultimo Q4 2027 Idriftsættelse af databasen
• Q2 2028 1. Pilotrapport offentliggøres.