Formålet med politikken er at sikre troværdigheden af SundK’s aktiviteter ved at balancere hensynet til at undgå usaglig påvirkning og behovet for en fyldestgørende og fagligt kvalificeret belysning af sager i SundK. Samtidig er politikken et redskab for de personer, der deltager i SundK’s aktiviteter, organer og faglige samarbejder, ved at give klare rammer og støtte til at håndtere habilitetsspørgsmål i praksis. Politikken fungerer endvidere som en vejledning til sundhedsvæsenets arbejdsgivere i, hvordan de kan hjælpe ansatte, der deltager i SundK’s arbejde, med at være habile.
Politikken tager udgangspunkt i forvaltningslovens regler om inhabilitet og beskriver, hvordan SundK håndterer habilitet i praksis.
Hvem omfatter habilitetspolitikken?
Politikken gælder for for følgende:
medlemmer af bestyrelse, råd, det faglige udvalg
medarbejdere i SundK
styregrupper for kvalitetsdatabaser
forfattergrupper som deltager i udarbejdelsen af kliniske retningslinjer og visitationsretningslinjer
fagudvalg for vurderinger og analyser
patientrepræsentanter
Habilitet i praksis
Habilitetspolitikken fastlægger en fælles ramme for blandt andet deklaration af relevante interesser, håndtering af konkrete habilitetsspørgsmål og vurdering af, om en person er inhabil i en konkret sag.
En deklareret interesse er ikke det samme som inhabilitet. Formålet med at deklarere relevante interesser er at skabe åbenhed om forhold, der kan have betydning for habiliteten. Det er først efter en konkret vurdering, at det afgøres, om en interesse medfører inhabilitet i en given sag.
Trinvis implementering
Habilitetspolitikken træder i kraft d. 1. januar 2027 og implementeres trinvist. Den trinvise implementering skal sikre en god overgang og give de forskellige grupper mulighed for at blive orienteret og forberedt på de nye rammer.
Primo januar 2027:
Medarbejdere
Bestyrelse
Råd
Fagligt Udvalg for de Kliniske Kvalitetsdatabaser
Marts-medio 2027:
Databasestyregrupper og udvalg tilknyttet Kvalitetsenhed C, Kræft, neurologi , lindring og smerter
Databasestyregrupper og udvalg tilknyttet Kvalitetsenhed A, Ældreområdet, hjerte, muskel/skelet og kroniske sygdomme
Databasestyregrupper og udvalg tilknyttet Kvalitetsenhed B, Psykiatri, akut sygdom, graviditet og børn
Herefter :
Forfattergrupper til kliniske retningslinjer
De enkelte grupper vil blive orienteret, når det bliver relevant for dem.
Læs mere her:
Habilitetspolitikken har været i offentlig høring fra januar til april 2026. SundK modtog i alt 31 høringssvar fra blandt andet faglige selskaber, kvalitetsdatabaser, DMCG’er, regioner, patientorganisationer og myndigheder. Høringssvarene har indgået i den endelige udformning af politikken.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til SundK’s habilitetspolitik, er du velkommen til at kontakte os på habilitet@sundk.dk