I KIP2, som blev ibrugtaget i januar 2024, er det muligt at samle indberetninger, der hører til samme patientforløb, i ét samlet forløb.
Hidtil har der været nogle begrænsninger i arbejdet med forløb. Hvis et skema blev opdateret, kunne det ikke anvendes i allerede oprettede forløb, og det har heller ikke været muligt at genåbne eller slette indberetninger.
Disse begrænsninger bliver nu fjernet. Fremover vil du kunne anvende de nyeste skemaer, også i eksisterende forløb. Samtidig bliver det muligt at genåbne eller slette indberetninger efter behov.
Nedenfor kan du læse mere om, hvad ændringerne betyder for dit arbejde i KIP2.
For databaser, der fortsat anvender KIP1, er der ingen ændringer.
Hvordan virker det?
Når et skema bliver opdateret, vil KIP2 automatisk anvende den nyeste udgave af skemaet, når du opretter en ny indberetning eller arbejder videre i et eksisterende patientforløb.
Vigtigt: Indberetninger, der allerede er indsendt eller gemt som kladde, bliver ikke automatisk opdateret til den nye udgave af skemaet. Hvis du ønsker at anvende den nyeste version af skemaet, skal du slette den eksisterende kladde og oprette indberetningen på ny.
Nyt udseende på forsiden og patientoverblikket
På forsiden skal du først vælge den database, som du vil indberette til, før du vælger den afdeling, som du laver indberetninger fra. Formålet med dette er at undgå, at du får vist flere patientforløb end nødvendigt, så det bliver nemmere for dig at skabe et overblik.
I patientoverblikket vil du opleve, at forløb nu oprettes med skemaer i en dropdown, så de ikke kommer til at ligge blandet med de indberetninger, du laver i forløbene. Alle de skemaer, der er tilknyttet den valgte database, vil være tilgængelige i dropdownen. Derfor har vi heller ikke funktionen ”Aktiver alle skemaer” mere.

Derudover er der foretaget mindre tilpasninger ift. funktionalitet og udseendet, så det bliver endnu nemmere for dig at få et overskueligt overblik.
Genåbne og slette en indberetning
Det bliver nu muligt at genåbne eller slette en indberetning i KIP2. Funktionen er tilgængelig, når du har åbnet den enkelte indberetning, men ikke fra patientoverblikket. Dette er valgt for at mindske risikoen for utilsigtet sletning af indberetninger.