Klinisk retningslinje for vurdering af iatrogene abstinenser hos børn fra 0 – 17 år indlagt til intensiv terapi
Centrale budskaber
PICO spørgsmål
Hvilke redskaber til vurdering af iatrogene abstinenser er valide og pålidelige til vurdering af abstinenser hos nyfødte børn og unge op til 17 år, der har været i behandling med kontinuerlig infusion eller gentagne bolus-injektioner med opioider og/eller benzodiazepiner i forbindelse med indlæggelse til intensiv terapi.
Anbefaling
Der findes to validerede screeningsredskaber – SOS og WAT-1, der er valide og reliable til identifikation af iatrogene abstinenser hos børn og unge fra 0 til 17 år. Der kan ikke anbefales ét specifikt screeningsredskab ud fra evidensen.
Arbejdsgruppens anbefalinger
SOS-screeningsredskabet er videreudviklet af den originale forfatter Erwin Ista til redskabet SOS-PD, der er valideret til også at kunne identificere pædiatrisk delirium (1).
Ved anvendelse af SOS-PD fås ét samlet redskab til at screene for to forskellige tilstande med overlappende symptomer. Dette optimerer vurderingen af patienten, der er i risiko for at udvikle iatrogene abstinenser såvel som delirium som komplikationer til intensiv pleje og behandling. Herudover kan ét samlet redskab lette overblikket over barnets/den unges tilstand. Redskabet kan desuden lette sundhedspersonalets arbejde, da der kun skal anvendes én skala til screening fremfor to forskellige.
På baggrund af ovenstående pragmatiske begrundelser anbefaler arbejdsgruppen for opdateringen af denne retningslinje anvendelse af SOS-PD til identifikation af iatrogene abstinenser hos børn fra 0 – 17 år indlagt til intensiv terapi. Baseret på konsensus i arbejdsgruppen, anbefaler vi i overensstemmelse med ovenstående anbefaling, at alle kritisk syge hospitalsindlagte børn vurderes for iatrogene abstinenser med SOS-PD en gang i hver vagt samt efter behov startende efter 3-5 dages varighed af opioid eller benzodiazepin anvendelse.
Det vil være hensigtsmæssigt at det samme screeningsredskab anvendes nationalt for at sikre overensstemmelse i vurderinger, hvorved konsistens i observation og behandling fremmes på tværs af afdelinger og hospitaler i Danmark. SOS-PD-redskabet anbefales ligeledes anvendt af arbejdsgruppen bag den danske kliniske retningslinje til vurdering af pædiatrisk delirium.*
Målgruppe
Læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, som deltager i pleje og behandling af børn (0 - 17 år) indlagt til intensiv terapi og i risiko for udvikling af iatrogene abstinenser.
Hent retningslinjen som PDF
Godkendt: 20. juni 2025
Revisionsdato: 26.maj 2025
Oprindelig Godkendt: Den 9. maj 2018