Denne kliniske retningslinje besvarer følgende fokuserede spørgsmål:
Er der evidens for, at hud-mod-hud-kontakt påbegyndt fra første levedøgn har positiv effekt på præmature børns a) amning, b) temperatur, hypoglykæmi, puls, respiration eller ilt-saturation, c) stresshormoner, d) forældre-barn tilknytning eller e) vækst sammenlignet med ingen eller senere hud-mod-hud-kontakt?

Det er velundersøgt, at hud-mod-hud-kontakt har positive effekter på præmature børn. Formålet med det fokuserede spørgsmål er at undersøge, hvor tidligt hud-mod-hud-kontakt kan påbegyndes.

↑↑STÆRK ANBEFALING FOR: Det anbefales at påbegynde hud-mod-hud-kontakt i barnets første levedøgn, helst indenfor 6 timer, mhp. at øge antallet af præmature børn (GA 28-36 uger), der får deres mors mælk i første levedøgn, der er fuldt ammede/modermælksernærede eller ”fuldt eller delvist” ammede/modermælksernærede ved udskrivelse til hjemmet, og mhp. at nedsætte risikoen for hypertermi(1–5).

↑ SVAG/BETINGET ANBEFALING FOR: Overvej at påbegynde tidlig hud-mod-hud-kontakt mellem præmature børn (GA 28-36 uger) og deres forældre for at reducere barnets stress-hormoner og øge tilknytningen mellem forældre og børn, da det ikke øger risikoen for, at præmature børn udvikler hypotermi, hypoglykæmi eller cardiorespiratorisk ustabilitet(1,4–13).

Arbejdsgruppen kan ikke på den foreliggende evidens give en anbefaling om tidlig hud-mod-hud-kontakt i forhold til effekten på vækst.

I denne kliniske retningslinje besvares tillige følgende fokuserede spørgsmål: Er der evidens for, at længerevarende hud-mod-hud-kontakt mellem præmature børn og deres forældre har større effekt på amning, stress-hormoner, forældre-barn tilknytning eller vækst end korterevarende hud-mod-hud-kontakt?

Det er velundersøgt, at hud-mod-hud-kontakt har positive effekter på præmature børn. Formålet med det fokuserede spørgsmål er at undersøge om flere timers hud-mod-hud-kontakt er bedre end færre timer eller om der findes en optimal daglig dosis hud-mod-hud-kontakt.

↑↑STÆRK ANBEFALING FOR: Det anbefales, at præmature børn (GA 28-36 uger) får længerevarende daglig hud-mod-hud-kontakt under indlæggelsen for at øge antallet af præmature børn, der er fuldt ammede/modermælksernærede ved udskrivelse til hjemmet. Det er ikke muligt at fastsætte en mindstedosis(14,15).

↑ SVAG/BETINGET ANBEFALING FOR: Overvej længerevarende hud-mod-hud-kontakt mellem præmature børn (GA 28-36 uger) og deres forældre under indlæggelsen for at reducere tiden til etablering af fuld amning, for at reducere stresshormoner og for at optimere forældrenes oplevelse af tilknytning. Forældres motivation for hud-mod-hud-kontakt fordrer undervisning og støtte fra sundhedsprofessionelle og familie samt, at de fysiske rammer er indrettet til formålet. Det er ikke muligt at fastsætte en mindste-dosis for de nævnte outcomes, men ifølge WHO bør det være mindst otte timer dagligt(6,7,16–18).

Arbejdsgruppen kan ikke på den foreliggende evidens give en anbefaling om længerevarende hud-mod-hud-kontakt i forhold til effekten på vækst.

Der gives en stærk anbefaling for, når der foreligger evidens af høj kvalitet, der viser, at de samlede fordele ved interventionen er klart større end ulemperne. Det betyder, at alle, eller næsten alle, patienter vil acceptere den anbefalede intervention.

Der gives en stærk anbefaling imod, når der foreligger evidens af høj kvalitet, som viser, at de samlede ulemper ved interventionen er klart større end fordelene. Der anvendes også en stærk anbefaling imod, når gennemgangen af evidensen viser, at en intervention med stor sikkerhed er nyttesløs.

Der gives en svag/betinget anbefaling for interventionen, når fordelene ved interventionen er større end ulemperne, eller den tilgængelige evidens ikke kan udelukke en væsentlig fordel ved interventionen samtidig med, at det vurderes, at skadevirkningerne er få eller fraværende. Denne anbefaling anvendes også, når der er evidens for, at patienters præferencer varierer.

Der gives en svag/betinget anbefaling imod interventionen, når ulemperne ved interventionen er større end fordelene, men hvor dette ikke er underbygget af stærk evidens. Denne anbefaling anvendes også, hvor der er stærk evidens for både gavnlige og skadelige virkninger, men hvor balancen mellem disse er vanskelige at afgøre. Ligeledes anvendes den også, når der er evidens for, at patientens præferencer varierer.

God praksis anvendes, når der ikke foreligger relevant evidens, og anbefalingen derfor bygger på faglig konsensus blandt medlemmerne af arbejdsgruppen, der har udarbejdet den kliniske retningslinje. Anbefalingen kan være enten for eller imod interventionen. Da der er tale om faglig konsensus, er denne type anbefaling svagere end de evidensbaserede anbefalinger, uanset om de evidensbaserede er stærke eller svage.

Se ”bilag 'Beskrivelse af anbefalingernes styrke og implikationer'” for mere information.