Forudsigelse af aggression og vold hos psykiatriske indlagte
Centrale budskaber
PICO spørgsmål 1
Bør voksne patienter (fyldt 18 år), der indlægges på psykiatrisk afdeling dagligt vurderes for risiko for udvikling af aggressiv og voldelig adfærd under hele deres indlæggelse?
Baggrund for valg af spørgsmål:
Psykiatriske patienter ønsker et sikkert og trygt behandlingsmiljø, når de skal være indlagt. Aggressiv og voldelig adfærd fra patienten selv eller medpatienter, kan have negativ indflydelse på pleje- og behandlingsforløbet. Der er studier, der har vist, at systematisk og struktureret vurdering af patienternes kortids risiko for aggressiv og voldelig adfærd, kan reducere mulige voldelige episoder, samt tvangsbehandling af patienterne.
Anbefaling
Svag anbefaling: Overveje at foretage systematisk vurdering med Brøset Violence Checklist (BVC) hos voksne patienter, der er fyldt 18 år indlagt på psykiatrisk hospital med henblik på at forudsige kortids risiko
for aggressiv og voldelig adfærd. Denne vurdering kan finde sted tre gange i døgnet svarende til en gang i hver vagt under hele patientens indlæggelse.
↑ Af dansk forskning fremgår det, at forekomsten af aggressiv adfærd og voldelige adfærd blandt patienterne er afhængig af afdelingstype. Interventionen er afprøvet på afdelinger, hvor risiko for aggressiv og voldelig adfærd er større end 2%, beregnet som antal voldelige episoder per 1000 vagter. Lokalt fastsættes vurderingshyppigheden og varigheden i forhold til hvad der er relevant det pågældende sted.
PICO 2
Bør Børn og unge mellem 12-17 år, der indlægges på psykiatrisk afdeling dagligt vurderes for risiko for udvikling aggressiv og voldelig adfærd under hele deres indlæggelse?
Baggrund for valg af spørgsmål:
Voksne psykiatriske patienter ønsker et sikkert og trygt behandlingsmiljø. Aggressiv og voldelig adfærd fra patienten selv eller medpatienter, kan have negativ indflydelse på pleje og behandlingsforløbet. Der er studier, der har vist at systematisk og struktureret vurdering af især voksne patienternes kortidsrisiko for aggressiv og voldelig adfærd, kan reducere aggressiv adfærd, der kan føre til voldelige episoder.
Det formodes, at dette også gør sig gældende for patienter 12-17 år. I to studier indgår der patienter fra 12-65 år, men data er ikke rapporteret separat for aldersgruppen 12-17 år. På nogle danske børnepsykiatriske afdelinger, anvendes BVC som screeningsredskab, derfor er det relevant at undersøge evidensen af anvendelsen af BVC for patienter i aldersgruppen 12-17 år.
Anbefaling
Konsensus anbefaling: Det er god praksis at overveje at foretage systematisk vurdering med Brøset Violence Checklist (BVC) hos patienter 12-17 år indlagt på psykiatrisk hospital med henblik på at forudsige aggressiv og voldelig adfærd. Denne vurdering kan gennemføres tre gange dagligt eller efter behov under hele patientens indlæggelse.
Hent retningslinjen som PDF
Godkendt: Center for Kliniske Retningslinjer 21. august 2021